Hvor granit, hav og historie mødes
Vang er et af Bornholms bedst bevarede fiskerlejer. Bygget op langs en stejl kystskråning på øens nordvestlige hjørne ligger det lille samfund med udsigt over Østersøen og nogle af Danmarks mest dramatiske kystlandskaber.
Stedet har rødder helt tilbage til jernalderen, men det var granitten, der for alvor satte Vang på kortet. Fra slutningen af 1800-tallet og næsten hundrede år frem leverede Vang Stenbrud granit til blandt andet Københavns Rådhus og Storebæltsbroen. I dag er de gamle brud omdannet til et unikt friluftsområde med vandrestier, mountainbikeruter, klatrevægge og shelters - alt sammen omgivet af rå klippeformationer og vildt grønt.
Vang Havn er stedets naturlige samlingspunkt. Den lille havn byder på bådpladser, en sandstrand med badeanlæg og dykkerbro. Café Lunch på havnen bliver det nye hotspot efter at Restaurant Le Port’s ejere Gaby og Kim har lukket restauranten og nu i april 2026 åbner frokostrestaurant i lokaler på havnen. Café Solvang som også ligger ved havnen holder åbent i sommermånederne og byder bl.a. til tider på lokalt brygget øl. På klare dage kan man fra Vang 75 se helt op til Hammershus mod nord - Nordeuropas største borgruin, blot få kilometer væk.
Kyststien forbinder Vang med fiskerljeerne Helligpeder og Teglkås mod syd og Slotslyngen mod nord. Undervejs passerer man på vej til Hasle mod syd, Jons Kapel, en 40 meter høj klippeformation med en trappe helt ned til vandkanten, og mod nord mod Hammershus, Pissebækken - Danmarks højeste vandfald. Turen fra Hasle til Vang regnes for en af de smukkeste og mest udfordrende strækninger på hele Bornholms kyststi. Turen fra Vang til Hammershus gennem Slotslyngen byder på rå sten og lyng landskab med fantastisk udsigt over vandet inden man på under 1 time kommer til Hammershus og kan mærke historiens sus fra dengang borgen var et forsvarsværk.
Området er præget af ro, plads og en natur der skifter karakter med årstiderne. Om sommeren er det solnedgange over åbent hav, friluftsaktiviteter og lokalt liv omkring havnen. Om vinteren er det en mere stormombrust kyst, og en befriende stilhed. Det er et sted for dem, der søger noget andet end det polerede - og som værdsætter at naturen sætter rammerne.
Grunden på Vang 75 ligger midt i alt dette. Se ejendommen og alle detaljer på forsiden.

Hammershus
Photo by Elliott on Unsplash

Café Solvang
Photo by Danielle Borders

Vang Granitbrud
Photo by Emil Møller on Unsplash

Vang Havn
Photo by Lea Madsen

Galleri Vang
Photo by Anne-Mette Henriksen